Boligretten i København afsagde kendelse om, at spørgsmål om lejefastsættelse efter lejelovens § 54 (fri markedsleje) hørte under huslejenævnets kompetence (Procesbevillingsnævnet ansøgt om appeltilladelse)

I sagen repræsenterede Fisker Advokater to lejere i to liebhaverlejligheder på Stockholmsgade i København. Sagerne var oprindelig anlagt af Fisker Advokater på vegne af lejerne med påstand om tilsidesættelse af aftalte tidsbegrænsninger.

Udlejer nedlagde påstand om frifindelse og selvstændig påstand om, at lejerne – for det tilfælde at de fik medhold i deres påstande om tilsidesættelse af den aftalte tidsbegrænsning – skulle anerkende, at lejen for deres lejemål blev sat op fra ca. 900 kr./m2 til 2.000 kr./m2. Til støtte herfor fremlagde udlejers advokat en række markedsrapporter om markedslejen for Østerbro.

Da det fremgår af lejelovens § 55, at uenighed om lejeaftaler indgået i henhold til lejelovens 54, afgøres af huslejenævnet nedlagde lejerne påstand om afvisning af udlejer selvstændige påstand. Det fremgik udtrykkeligt af begge lejekontrakter, at lejen var fastsat under henvisning til lejelovens dagældende § 15a, jf. ,lejelovens § 54, stk. 3, hvorefter lejen kunne fastsættes frit, da lejemålene udelukkende var benyttet erhvervsmæssigt pr. 31. december 1991.

Boligretten afsagde under sagens forberedelse kendelse om, at udlejers selvstændige påstande [om markedslejen for de omtvistede lejemål] hørte under huslejenævnets komptence og afviste de selvstændige påstande. Boligretten fandt derudover, at de af udlejers advokat fremlagte markedsrapporter skulle udgå af sagen. Udlejers advokat har ansøgt Procesbevillingsnævnet om appeltilladelse til at indbringe kendelserne for Østre Landsret.

(Fisker j.nr. 100441 og 100443 • BS-54984/2022-KBH • 2024)