Retten på Frederiksberg afsagde dom om, at opsætning af altan i andelslejlighed på 1. sal ikke overskred den naboretlige tålegrænse.

I sagen repræsenterede vi en andelshaver, der i henhold til en gyldig generalforsamlingsbeslutning havde fået opsat en altan på 1. sal. Beboerne i stuelejligheden sagsøgte vores klient, først med påstand om at altanen skulle nedtages, derefter med påstand om, at vores klient skulle betale godtgørelse og/eller erstatning som følge af de gener, altanen havde medført dem. Generne bestod primært i, at et værelse var blevet mørkere som følge af skygge fra altanen.

Retten fandt efter en samlet vurdering, og afholdelse af syn og skøn, at det ikke var godtgjort, at de ulemper som altanen havde medført, oversteg det som man med rimelighed kunne forvente som andelshavere af en andelslejlighed på det centrale Frederiksberg. Dette uanset, at en skønsmand vurderede, at dagslysniveauet i underboernes værelse ikke (helt) overholdt gældende krav til dagslys. Endelig fandt retten, at det ikke var godtgjort, at der var lidt et tab.

Dommen er en af flere, der cementerer, at der skal meget til før den naboretlige tålegrænse må anses for overskredet, og at man som andelshaver må være forberedt på, at det er både forventeligt og sædvanligt, at der opsættes altaner i ældre ejendomme med visse gener til følge.

Retten frifandt dermed vores klient for kravet og tilkendte vores klient sagsomkostninger.

(Fisker j.nr. 100161 • København (BS-8023/2018-FRB) • 2020)