I en trykt dom fandt Vestre Landsret, at et erstatningskrav som følge af mangler ved gulvvarmeanlæg var forældet

I Vestre Landsret repræsenterede vi to ansatte VVS’ere, der i 2010 havde monteret et gulvvarmeanlæg for en bygherre. Allerede i vinteren 2010 opstod der problemer med gulvvarmeanlægget, og der blev gjort mange forsøg på at indregulere anlægget. I 2013 rekvirerede bygherre en termografisk rapport, der påpegede en række fejl ved anlægget.

I juni 2016 anlagde bygherre retssag med krav om betaling af knap 200.000 kr. Byretten i Aarhus gav bygherre medhold i, at kravet ikke var forældet og dømte vores kunder til at betale. Vi ankede denne dom til Vestre Landsret, der fandt, at kravet var forældet, da den 3-årige forældelsesfrist skulle regnes fra tidspunktet for bygherres viden om manglerne ved gulvvarmeanlægget (termografirapporten). Vestre Landsret fandt endvidere, at vores kunders forsøg på afhjælpning ikke udgjorde en erkendelse af, at der var mangler ved gulvvarmeanlægget med den konsekvens, at forældelsesfristen var afbrudt, jf. forældelseslovens § 15.

Vores kunder blev derfor frifundet og tilkendt sagsomkostninger.

Sagen blev varetaget af advokat Jens Fisker.

(Fisker j.nr. 100044 • Aarhus • trykt som U.2018.1299V)