Boligretten tilsidesatte tidsbegrænsninger i beboelseslejemål med et kapitalselskab som udlejer
Sagens senere forløb – ajourført 11. oktober 2026
Østre Landsret ændrede ved dom af 3. juli 2026 boligrettens dom af 27. januar 2025 og opretholdt de aftalte tidsbegrænsninger. Procesbevillingsnævnet meddelte den 8. oktober 2026 begge lejere tilladelse til at anke landsrettens dom til Højesteret. Højesteret har endnu ikke taget stilling til sagerne. Anketilladelsen ændrer ikke i sig selv landsrettens resultat.
Læs den særskilte omtale af Østre Landsrets dom af 3. juli 2026.
Læs om Procesbevillingsnævnets tilladelse til anke til Højesteret.
Nedenstående omtale vedrører boligrettens oprindelige dom af 27. januar 2025.
Sagens baggrund
Fisker Advokater anlagde sagerne ved boligretten på vegne af to lejere, der boede i hver sin ejerlejlighed på Stockholmsgade på Østerbro til en lav husleje. Sagerne handlede om, hvorvidt de aftalte tidsbegrænsninger i lejekontrakterne var tilstrækkeligt begrundet i udlejerens forhold, jf. lejelovens § 173, stk. 3.
Udlejer var et kapitalselskab. Tidsbegrænsningerne var ikke begrundet i lejekontrakterne. Under sagerne henviste selskabet til, at dets eneejers børn senere skulle benytte lejlighederne som led i et planlagt familiekollektiv.
Spørgsmålet om selskabet og kapitalejeren
Fisker Advokater gjorde på vegne af lejerne gældende, at vurderingen skulle foretages ud fra kapitalselskabets egne forhold som selvstændigt juridisk retssubjekt. Efter lejernes opfattelse kunne kapitalejerens private og familiemæssige boligplaner ikke begrunde tidsbegrænsningerne, når selskabet var udlejer.
Udlejer gjorde derimod gældende, at selskabet og dets eneejer skulle identificeres med hinanden ved vurderingen, således at planerne om børnenes senere brug af boligerne kunne indgå som begrundelse for tidsbegrænsningerne.
Boligrettens begrundelse og resultat
Ved dom af 27. januar 2025 gav boligretten ved Københavns Byret med stemmerne 2-1 lejerne medhold og tilsidesatte begge tidsbegrænsninger.
De to dommere i flertallet begrundede resultatet forskelligt.
Den juridiske dommer fandt, at selskabet og dets eneejer var forskellige juridiske subjekter, som ikke skulle identificeres med hinanden ved vurderingen efter lejelovens § 173, stk. 3. Dommeren udelukkede ikke, at et selskab kunne have en tilstrækkelig interesse i at tidsbegrænse et lejemål, men fandt, at selskabets egne forhold ikke var nærmere belyst. Selskabet havde derfor ikke løftet bevisbyrden for tidsbegrænsningernes berettigelse.
Den anden dommer i flertallet fandt efter en konkret vurdering, at planerne om børnenes senere indflytning ikke havde tilstrækkelig styrke til at begrunde tidsbegrænsningerne. Dommeren lagde blandt andet vægt på de efterfølgende ændringer i planerne om et familiekollektiv og frasalget af lejligheder.
Efter boligrettens dom skulle begge lejemål fortsætte på tidsubegrænsede vilkår. Dette resultat blev senere ændret af Østre Landsret, som beskrevet i ajourføringen ovenfor.
Københavns Byret · BS-54984/2022-KBH og BS-17768/2023-KBH · Dom af 27. januar 2025