I sagen repræsenterede Fisker Advokater en andelshaver, der flere år efter indflytning havde konstateret fejl og mangler ved bl.a. VVS-installationer og rør/gas installationer i andelshaverens lejlighed.

Skønsindstævnte protesterede ved sin advokat over, at der skulle afholdes sag om isoleret bevisoptagelse, dels under hensyntagen til, at skønsindstævnte mente, at andelshavers krav var forældede, og dels under hensyntagen til, at andelshavers krav i alle tilfælde ville falde under bagatelgrænsen, at der ikke var noget ansvarsgrundlag, og at Højesteret i to nyere domme havde udtalt, at andelshavers krav i denne type sager er maksimeret til, hvad der er betalt for de pågældende forbedringer.

Københavns Byret afsagde kendelse om, at bevisoptagelsen skulle fremmes, da der “ikke forud for den isolerede bevisoptagelse stilles krav om, at rekvirenten skal redegøre yderligere for, på hvilket grundlag, der kan rejses krav mod sælgeren, eller at det skal godtgøres, at kravet ikke er forældet”.

Byrettens kendelse understreger, at retspraksis er ganske lempelig i forhold til, om sag om isoleret bevisoptagelse skal tillades. Ifølge Retsplejerådets kommissionsbetænkning nr. 698/1973 s. 127 bør bevisoptagelse kunne finde sted, når retten finder det hensigtsmæssigt. Dette er i tråd med den afsagte kendelse.

(Fisker j.nr. 100466 • BS-60830/2023-KBH • 2024)

I sagen repræsenterede Fisker Advokater to lejere i to liebhaverlejligheder på Stockholmsgade i København. Sagerne var oprindelig anlagt af Fisker Advokater på vegne af lejerne med påstand om tilsidesættelse af aftalte tidsbegrænsninger.

Udlejer nedlagde påstand om frifindelse og selvstændig påstand om, at lejerne – for det tilfælde at de fik medhold i deres påstande om tilsidesættelse af den aftalte tidsbegrænsning – skulle anerkende, at lejen for deres lejemål blev sat op fra ca. 900 kr./m2 til 2.000 kr./m2. Til støtte herfor fremlagde udlejers advokat en række markedsrapporter om markedslejen for Østerbro.

Da det fremgår af lejelovens § 55, at uenighed om lejeaftaler indgået i henhold til lejelovens 54, afgøres af huslejenævnet nedlagde lejerne påstand om afvisning af udlejer selvstændige påstand. Det fremgik udtrykkeligt af begge lejekontrakter, at lejen var fastsat under henvisning til lejelovens dagældende § 15a, jf. ,lejelovens § 54, stk. 3, hvorefter lejen kunne fastsættes frit, da lejemålene udelukkende var benyttet erhvervsmæssigt pr. 31. december 1991.

Boligretten afsagde under sagens forberedelse kendelse om, at udlejers selvstændige påstande [om markedslejen for de omtvistede lejemål] hørte under huslejenævnets komptence og afviste de selvstændige påstande. Boligretten fandt derudover, at de af udlejers advokat fremlagte markedsrapporter skulle udgå af sagen. Udlejers advokat har ansøgt Procesbevillingsnævnet om appeltilladelse til at indbringe kendelserne for Østre Landsret.

(Fisker j.nr. 100441 og 100443 • BS-54984/2022-KBH • 2024)